Anmeldelse - HIMMERLAND

Intet er, som det ser ud til
Fin instruktør-debut - med Bjerre Herred som kulisse

Anmeldelse af Lars Juul


ÅRHUS - Nok hedder filmen Himmerland, og dansk er den i sin tone og sin humor, samtidig med at den er optaget i autentiske kulisser i Juelsminde og omegn.

Men inspirationen fra Quentin Tarrantionos formidable Pulp Fiction fra 1994 med John Travolta i hovedrollen, og fra Barry Sonnenfelds Get Shorty efter en roman af Elmore Leonard året efter med samme Travolta som en central figur er ganske åbenbar.

I aftes havde Himmerland danmarkspremiere i BioCity i Århus, og den er god. Det vender vi tilbage til - først historien om filmen:

Manden bag Himmerland er canadieren James Barclay, og hans tilknytning til Juelsminde handler om kærlighed, fordi han mødte Camilla, som før hed Jørgensen og kommer fra Juelsminde.

Film holder han af, fordi han er skuespiller, og Elmore Leonards romaner inspirerede ham til et film-manuskript, mens han gik og arbejdede på svigerfaderens fabrik i Juelsminde og kunne lade tankerne flyve.

Planen var at lave en håndholdt film med venner og bekendte som medvirkende for 100.000 kr. Men med på ideen fik han Radiator Film i Århus og siden Nikolaj Coster-Waldau, der er godt i gang med en film- og tv-karriere i USA.

Med penge fra filmselskabet, fra Det Vestdanske Filminstitut, fra Nicolaj Coster-Waldau og fra instruktøren selv lykkedes det at nå op på et budget på 4,5 mill. kr., hvilket stadig er lavt, selv efter dansk målestok.

Men så blev Himmerland en realitet.

Filmet i vintermånederne for tre år siden med en snedækket og frostkoldt Bjerre Herred og en kølig og dunkel Juelsminde Havn som udendørs kulisser og med lokale fabriksbygninger som rammen om de fleste indendørs optagelser. "...iscenesat i et Jylland, man ikke tidligere har set så råt og fandenivoldsk skildret", hedder det i pressemeddelelsen fra Radiator Film, der er hjemmehørende i Århus.

Spidsfindigt plot

Det lyder jo voldsomt. Men i hvert fald har filmen en handling, der efter en tøvende start fænger tilskueren med et spidsfindigt plot, hvor det først efterhånden afsløres, hvem der er mest skurk. Og hvor det uden de store blodsudgydelser lykkes både at skabe action og konflikter og fremkalde spænding og smil - ja, endda latter - fordi de på overfladen skarptskårne kliche-figurer viser sig at rumme en del flere nuancer, end man lige sidder og tror.

Instruktøren har selv hovedrollen som amerikaneren Sean, der sammen med svogeren Thomas (Nikolaj Coster-Waldau) vil hævne sin myrdede søster. Bosnieren Stipe (Zlatko Buric) er (tilsyneladende) skurken og må (tilsyneladende) lade livet. Og Kira (Julie Ølgaard), som Sean er forelsket i, bliver så rystet over hans kyniske og kriminelle handlinger, at deres forhold er lige ved at slutte, før det er begyndt.

Og midt i forløbet dukker teenageren Sofie (Neel Rønholt) op og bliver kørt ned af Sean i hans lånte bil, fordi hun vil begå selvmord. Den bil har i det hele taget en meget central rolle i filmen.

Intet viser sig at være, som det ser ud til, og de rigtige skurke er ved at gå fri. Men som det også hedder på film: Postbudet ringer altid to gange...

Således sidder man tilbage i biografen og kluk-ler over de sidste overraskelser med en følelse af, at det her har den debuterende instruktør og manuskript-forfatter klaret ganske glimrende.

Og selv om der ikke er tale om Oscar-præstationer, leverer de medvirkende solidt skuespil.

Det lykkedes i hvert fald for James Barcley at opnå, hvad han ønskede foran sit publikum før danmarkspremieren:

- Jeg håber, at I i det mindste vil føle jer underholdt. Det gjorde vi.