'middelklasen er så kedelig...

Drabet er jo bare for at få flow i historien, og da du nu ikke har set filmen, så syntes jeg du burde gå ind og se den før du brokker dig over den! Drabet er blot et værktøj, der giver instruktøren mulighed for at vise hvordan familien Danmark's pæne overflade ser ud når den krakelerer langsomt, men sikkert.

ganske enig. Faktisk en af grundene til at jeg ikke rigtig gider se den. Virker ikke rigtigt som om den handler om middelklassen specifikt. Snarere kunne den foregå i ethvert samfundslag? Mere interessant hvis historien havde omhandlet middelklassens krampagtige fastholdelse i facaderne? Men ok jeg har ikke set den endnu. Det er en foregone konklusion.

Drabet er jo bare det fortælletekniske virkemiddel over hvilken instruktøren udfolder og tydeliggør sin kritik af de selviske, ureflekterede illusioner, som dele af middelklassen tilsyneladende hylder. Hvis han ikke havde brugt et drab, kunne han i princippet have ladet filmen skildre de samme illusioner krakelere, men så ville filmen bare komme til at minde mere om enten et socialrealistisk drama fra 70'erne eller en af de utallige navlepillende middelklasse-komedier/dramaer, som har opholdt dansk filmproduktion gennem de sidste 5 år.

Der er mange ting omkring selve drabet og handlingsforløbet omkring dette, der ikke virker helt realistiske eller troværdige, men man tilgiver instruktøren dette, da det er tydeligt, at det ikke er filmens hovedfokus. Skuespillerne udfylder deres roller med en lamslående intensitet og troværdighed efter min mening, hvilket gør det tydeligt for selv den mest tungnemme, at pointen med filmen netop er at udstille de præmisser, som mange folk i middelklassen baserer deres egen lykke og/eller familieliv på.

Så filmen i går, og det var en virkelig flott film. Gode skuespillere, god dialog og fantastisk fortellerteknikk.

Filmen handler om de strukturene og idealene middelklassen bygger opp rundt seg, og spørsmålet blir om det virkelige er i tråd med dette tankegodset. Drapet i filmen tvinger hovedpersonen til å ta et oppgjør med det livet han lever. Han velger å følge de idealene han lever etter, og dette er ikke nødvendigvis veien til lykke.

Jeg kjente i alle fall igjen trekk ved meg sjøl - ganske skremmende.